Boganmeldelse af “Wilmas verden 1“
Titel: Wilmas verden 1
Forfatter: Ulrika Louisa Bjerregaard
Udgivelses år: 2019
Antal sider: 216
Det er meget muligt, at jeg er tættere på 30 end 20, men ikke desto mindre husker jeg tydeligt mine udskolings år i folkeren ( … du ved folkeskolen, ik’?)
Nå, men altså jeg husker den første store forelskelse (i ham den flotte fyr, der gik to klasser over mig, og som min veninde også var helt skudt i!), jeg husker det aller første kys, jeg husker den aller første fest, og ikke mindst husker jeg den første store hjertesorger!
Og det fører mig direkte videre til denne uges onsdagsbog! WILMAS VERDEN 1! Her kommer vi direkte ind under huden på teenagepigen Wilma, der går i 8. klasse, og hendes tipoldemor Karoline som tilbage i 1912 rejste til New York bare 16 år gammel. Kærlighed, hjertesorger og store eventyrer mødes, og vi bliver ført direkte tilbage til vores egne teenageår!
Referat:
På loftet hos mormor har Wilma fundet en hel kuffert fyldt med breve fra hendes tipoldemor, Karoline. Karoline, som kun var 16 år gammel, da hun stak af hjemmefra og flygtede over havet for at starte et nyt liv i drømmenes land, Amerika!
Sammem med Magnus, Wilmas barndomsven, forsvinder de ind i tipoldemorens historier og beretninger om livet i 1912’s New York, og hvordan kærlighed og store forandringer præger livet på denne tid. Hvorfor er Karoline rejst hele vejen fra Danmark til Amerika, og hvordan skal hun som kun 16-årig ung pige dog kunne overleve i en ny verden med fremmed tale og ingen bekendtskaber? Det må Wilma og Magnus nu finde ud af, og hvem er Oskar? Kan det være Wilmas tipoldefar?
Magnus og Wilma finder ikke bare hinanden i brevene og den historieopgave, de sammen er i gang med at skrive på baggrund af brevene, men de finder også ud af, om venskaber kan holde til de teenagehormoner, der flyver rundt i deres kroppe, når de er sammen og hver for sig. For kan man være kærester med sin bedsteven?
Stjernestøv fra 1 til 5:
✨✨✨✨✨
Jeg er helt forelsket i Ulrika Louisa Bjerregaards fortælling om Wilma og Karoline. Her er en helt fantastisk historie om to pigers liv på tværs af tid og land, men stadig med samme personlige udfordringer og udvikling i livet i de unge år.
Også det historiske islæt om de danske udvandrer fanger klart min interesse, og jeg glæder mig allerede til at finde ud af meget mere om Wilmas tipoldemor og hendes Amerikanske rejse og drøm.
Derudover introducerer Ulrika os også for gode gamle klassikere i form af bogtitler på forfattere som Jane Austen, Karen Blixen, Brönte søstrene m.m. Det går direkte ind i dansklærerhjertet og bogelskeren, der holder af de klassiske værker!
Jeg vil klart anbefale denne bog til alle og enhver, der stadig har teenagepigen i maven, og som har brug for at læse en hurtig bog mellem de lange krabater.
Bogen kan læses eller høres på bl.a. Mofibo, Ereolen eller Saxo.
Der er ingen betalt reklame i blogindlægget. Derfor er ovenstående links heller ikke affliateret. Dette er bare ren anbefaling lige fra læserhjertet og til jer.
God læselyst
admin
Mit navn er Jeanne Goldbech. Jeg er forfatter til bøger i både fantasy og realisme genren. Derudover er jeg også mor, kæreste, husalf, lærer, korrekturlæser og ja, meget mere. Jeg håber, du vil finde, hvad du søger. God læselyst. Forfatter til: 'Evigheden' fra '21 - en novellesamling sammen med 12 andre dygtige forfatter. 'Ikke Lasse' fra marts '24. 'Tikka og Laj'-serien - udkommer i 2024. Fantasy bog for børn og unge - udkommer i 2025.