Den første dag

Blikkene var alle tomme. De var i rummet, hver og en, men faktisk var de her overhovedet ikke. En sov allerede. Musikken i høretelefonerne havde lullet ham i søvn. En pige bagerst i klassen gabte stort men uden lyd. De var alle som tomme hylstre.

     Det var præcis sådan, hun også havde det selv. Læreren. Træt, tom og færdig. Det var første dag tilbage efter en måneds sygdom. Stress kaldte lægen det. Træt af det danske uddannelsessystem kaldte hun det. Faktisk var hun stadig syg, men hvem tog sig af det, når hun kunne stå op og stadig tale normalt. Hun kunne endda grine.

     Det ramte hende faktisk hårdt at stå her og kigge på de tomme hylstre. Hvorfor var hun overhovedet havnet her? Det var jo overhovedet ikke det her, hun ville.

     For år tilbage var hun droppet ud af læreruddannelsen. Hun kunne ikke forlige sig med den nye skolereform. Hun endte dog alligevel med at komme tilbage og blive uddannet, og nu stod hun så her med den selv samme følelse, som da hun droppede ud i sin tid. Hun ville jo ikke være lærer.

     Hylstrenes tomme blikke skar sig ind i hjertet på hende. Det var ikke til at sige, om de bare ventede på at få fri, eller om de faktisk sov indvendigt. Måske de havde fundet en måde at overleve hverdagen på?

     Fra 8 til 15 hver dag. Også fredag. Hun græd stille i sit indre over, at hun lagde navn til denne skoleverden. Hvor blev elevernes frihed af? Hvad skulle hun stille op? Hun satte sig ned og græd stille for sig.