Håndklædet er kastet

Tid kan være en pain-in-the-ass … Hvad er tid? Hvor meget er tid? Hvor lang tid er tid? Kan vi måle på tid? Kan vi leve på tid? Hvorfor skal tid fylde så meget i vores hverdag?

I mit fag, som lærer, møder jeg rigtig mange forskellige mennesker. Mennesker med diagnoser, mennesker med koncentrationsbesvær, mennesker med nervøse trækninger, mennesker der har svært ved at sammensætte deres egen hverdag. De her mennesker er børn. Børn som skal krammes, tages af og hjælpes. Børn som har brug for tid. Brug for tid til at være børn. Brug for tid til at kunne leve.

Fornyligt så jeg en dokumentar omkring pædagogkontakten i institutionerne i dagens Danmark. Bevares! Vi kan selvfølgelig ikke skære alle institutioner over en kam, men hvor bløder mit morhjerte, at se hvordan tid spiller en så stor rolle i noget, som det slet ikke burde. Der burde IKKE være tid på omsorg! På børn! Og deres hverdag! Dokumentaren kom dog slet ikke bag på mig. Vi løber alle stærkt i hver vores fag.

Men jeg undres. Hvordan er det kommet så vidt? Er det fordi, vi er blevet mere egocentreret? Karriererbevidste? Er det overlevelse af den travle hverdag? Jeg ved det ikke!? Jeg har ikke svaret, men jeg ser nogle mønstrer. Jeg ser forældre, som har sig selv i første prioritet, og jeg skal overhovedet ikke lange ud efter nogle, for jeg sætter mig selv utrolig højt, men min søn kommer altså bare lige ti trin over alt andet. Vi vil gerne have, at alt er så perfekt og rigtig, og der må ikke være det mindste i vejen. Hvorfor har vi så mange børn med diagnoser i dag?

I følge Danske Patienter bliver der behandlet 72 % flere unge under 19 år med psykiske diagnoser i form af bl.a. ADHD, angst, depression eller spiseforstyrrelse, end der gjorde i 2009. 72 %! Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal leve i sådan et perfekthedssamfund, hvor fejl er det værste at opleve, og hvor vi sender vores børn til psykolog nærmest før de kan gå, for er de nu også helt normale!? Eller er det, fordi vi ikke har tid? Tid til at være forældre? Tid til at være lærere? Tid til at være omsorgspersoner? Jeg synes personligt, at det er møghamrende svært at være alle tre ting på én gang!

Derfor har jeg kastet håndklædet i ringen. I 2014 stod jeg midtvejs gennem min læreruddannelse. En uddannelse jeg fandt utrolig interessant og spændende, men kravene til de danske skoleelever kunne jeg slet ikke stå indefor. Derfor valgte jeg at springe fra uddannelsen på mit 2. år. Selvom mit valg var truffet og min holdning til systemet var bebrejdende og stædigt, så skulle der ikke gå mere end et år, før jeg igen var tilbage på uddannelsen. Og jeg færdiggjorde den såmænd også.

Nu har jeg siden 2017 arbejdet som lærer. Kravene er stort set de samme for vores kære unge mennesker. Krav vi lærere dårligt kan efterleve. Jeg kan ikke længere sætte mit navn på lærerfagets værdier, for jeg står ikke længere inde for dem. Jeg har sagt mit job op. Sagt det op, fordi forældresamarbejde altid er en krig om selvretfærdighed, elevsamarbejdet skal tages hensyn til af 1 million diagnoser, og samarbejdet mellem skolerne og de mange nye tiltag fra de evigt ubeslutsomme regeringer, er jeg bare ikke med på mere. De sidste seks måneder har været så stressfyldte, at jeg ikke længere kan stå inde for, hvordan lærerfaget er sat sammen.

Jeg har ikke TID til at være der for eleverne. Være der for dem som et menneske, der kan give dem omsorg og tryghed, de har brug for i deres hverdag. En tryghed de i skolen SKAL have, eftersom de bruger deres liv og tid der fra kl. 8 til 15.30 hver dag i de store klasser, og i de små klasser er mange også i SFO. Børn skal have kærlighed. Kærlighed fra de omsorgspersoner der er store dele af deres hverdag. Den kærlighed og omsorg kan jeg ikke give. Tiden giver mig ikke lov trods en arbejdstid på godt og vel 42 timer om ugen!

Jeg ved godt, at der nu vil sidde nogle, som arbejder i den pædagogiske sektor og tænke, at sådan har de det da ikke. Og det er jeg kun glad og lettet over. For selvfølgelig har vi det ikke alle sådan. Det ville være en ren katastrofe, hvis det forholdte sig sådan! Og jeg glædes også kun over de af mine kolleger, som nyder deres arbejde og har overskuddet til det hele! For det er dem, jeg håber, at min søn vil møde i sin daginstitution og skolegang, og ikke en lærer som jeg selv, som ikke kan se sig ud af den ærgerlighed og træthed over hele systemet, som det er nu. En dag håber jeg, at jeg igen vil arbejde i skoleregi, men lige nu er jeg for sur og udbrændt.

Så jeg har sagt farvel. Sagt farvel til min arbejdsplads gennem to år plus det løse, vikararbejde og barselsorlov. I stedet håber jeg at kunne sige goddag til en ny og lettere hverdag, hvor stress, frustration og travlhed ikke er i samme kaliber, som jeg har følt især det sidste års tid. Jeg glæder mig til at kunne nyde min egen søn, og give ham den tryghed og omsorg han forventer, og jeg håber at kunne være der for ham i de fleste af hans vågne timer. Og give ham den tid, han har brug for.

I dag er ét håndklæde kastet, men et nyt og rent er fundet frem, og jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden nu bringer for mig! 🙂

Kilder:

Danske Patienter – mistrivsel i skolen og psykisk sygdom blandt unge

Dokumentar – Daginstitutioner bag facaden