Superhelten og de røde øjne

Jeanne Goldbech

En mors beretning om en mørk tid, hvor coronaen ikke bare tog liv, men også familier og krøllede dem sammen for at rette dem ud igen. Spor er sat, og der rettes, stryges og glattes stadig.

Hun sad helt stille. Lyttede bare til den statiske, susende lyd af luft, der pumpede styrke i det lille liv i sine arme. 

Det mindede hende om dengang, hun prøvede indoor skydiving. Larmende. Grænseoverskridende. Overvældende. 

Mens hun sad der og så på ham. Ham, der burde ligge så fredfyldt, men i stedet kæmpede. Så de onde øjne på hende. De nedstirrede. Hånede. Hun følte ikke, at hun havde fortjent det. De havde ikke fortjent det. Var der ingen retfærdighed til? De havde været så forsigtige i månedsvis. Faktisk i flere år. Og nu hvor det var altafgørende, havde tragedien ramt dem. Kørt dem over og direkte ind i helvede på få timer. Et enkelt menneskes fejl. Ikke bevidst, men stadig en fejl, der ikke måtte være sket i det mest sårbare rum. Det var sket, og nu lå de her. Naglet fast til en seng.

Angstens krampagtige greb trykkede om det hamrende hjerte, hun i dagevis havde forsøgt at berolige. Det var grusomt. Intet i hele denne verden ville kunne berolige hendes hjerte, før hans var roligt.

I mørket dukkede kvinderne hele tiden op. Uventet. De talte et sprog, hun kendte, men ikke forstod. De kiggede på hende uden en mine. Skulle han væk nu? Ville han forsvinde? Lige der midt i hendes arme?

Hun følte sig gemt væk, og han var det eneste, der holdt hende i live lige nu. Kun ham og hans storebror. Det lille liv med den susende maske. Superheltemasken havde storebror kaldt den. 

“Hvad skal der ske? Hvorfor skal han have alt det her på?” spurgte hun hver gang. 

“Vi gør det for hans skyld,” svarede de samstemmigt. Kvinderne og mændene.

“Men hvad er det, I gør? Se på ham. Han … hvor er han?” græd hun. Igen. Hun græd så mange tårer, at hun stadig blev overrasket over, at hun havde flere tilbage.  

“Du må stole på, at vi ved bedst.” 

Og det gjorde hun. Selvfølgelig gjorde hun det, men hvad vidste de? Og hvorfor var hun ikke en del af den viden? Hvorfor talte de ikke til hende på hendes sprog, når de delte deres viden, som når de talte til hende nu? Nu når de beroligede hende. Det sagde de i hvert fald, at de gjorde. 

Hun havde ikke været ude af mørket i mange dage. Vidste slet ikke, hvordan der var på den anden side. Mon lyset stadig var tændt dér? Da det slukkede hos hende, stoppede hun med at tælle dagene. Måske var der kun gået få dage, måske var det uger. Hun vidste det ikke. Men det betød heller ikke noget nu. I hendes inderste betød kun han noget. Drengen med superheltemasken i hendes arme. Og hans storebror.

Engang havde hun tænkt, at hendes liv ville blive anderledes. Et sundt og veletableret liv med gode værdier og velovervejede beslutninger, hvor far, mor og børn gik hånd i hånd med frihed og drømme. Men så ramte virkeligheden. Hun vidste pludselig, at det hele havde været en fantasi, en urealistisk fantasi i hendes hoved. Man var ikke herre over livet. Ikke herre over hvordan livet skulle gå. Livet var så skrøbeligt, at en enkelt lille uforsigtighed kunne være altafgørende. 

“Hvorfor sker der ikke noget?” spurgte hun. Denne gang var det manden, der stod foran hende. Ham uden mund, men med de rare øjne. 

“Det gør der. Der sker hele tiden noget.” 

“Hvorfor skal han så have ilt?” 

“Hans iltmætning er ikke god.” 

“Men hvorfor? Er det hjertet?”

“Det går vi ikke ud fra.” 

“Det går I ikke ud fra? Men I er ikke sikre?”  

Det lille klap på hendes hånd skulle forsikre hende, at alt var godt, men var det det? Var alt godt? For hvis det var det, hvorfor havde hun så hele tiden følelsen af, at han var på vej ud af hendes arme? 

“Klarer vi den?” hans stemme var grødet. Han havde grædt. Det var hårdt også at være far. Det var hun sikker på. Det gav hende en klump i halsen. Den gled lige så stille forbi mandlerne, hvor den skar i smerte og længere ned i halsen. 

“Det håber jeg,” svarede hun stille. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. 

“Hvad siger lægerne?” 

“Ikke noget.” Det passede ikke. Hun vidste bare ikke, hvad de havde sagt. Hun kunne ikke huske det. Deres læber havde da bevæget sig, men hun huskede ikke lyden af deres stemmer. 

“De må da have sagt noget?” blev han ved. 

“Det har de også.” 

“Men hvad sagde de så? Du bliver nødt til at fortælle mig, hvad der sker?” Hans frustrerede stemme, gav hende lyst til at smække røret på. Han skulle bare vide, hvordan det var at være spærret inde i mørket her alene og uvidende. Han skulle selv prøve, hvordan det var at skulle huske på alt det, de forbandede læger og sygeplejersker hele tiden sagde. Nye meninger, nye råd, nye forklaringer. Men virkeligheden var, at det kunne han jo ikke, og hun kunne ikke bebrejde ham. Og faktisk sad han selv i mørket. I mørket derhjemme. Hos storebror. Udvidende og bekymret. De var begge to i samme båd. Kede og bange. Han måtte være derhjemme for storebror, og hun måtte være her for Superhelten. De levede og passede begge på deres dyrebareste guld, bare hver for sig, men de samme bekymringer gravede sig dybere i dem begge.

“Undskyld.” 

“Selv undskyld,” svarede hun. 

Hun havde været enorm. Væske i hænder og fødder. Bækkenet, der konstant skreg af smerte. Og ikke mindst halsbranden, der flammede op, bare hun tænkte på noget fedt. Det havde været kærkomment, da veerne endelig var startet. Ventetiden var ovre. Nu var det endelig hendes sidste og endelige tur til at bevise, hvad hun var i stand til. Hvad kvinden var i stand til. Men også her havde virkeligheden ramt hende som en hammer direkte i ansigtet. 

“Du klarer det så godt!” 

Det måtte være en standard kommentar, som skulle få kvinder til at føle sig vedholdende og stærke. Men inderst inde brændte angsten, usikkerheden. Hvordan kunne nogen overhovedet komme gennem dette smertehelvede? Men hun var kommet igennem det. Selvfølgelig var hun det, og ud var kommet et solskinsbarn på en solbeskinnet januardag. Endnu et barn med lidt skævt hoved, små øjne og fortrykket krop, som inden længe ville rette sig ud og vokse sig stor og stærk.   

Naturligvis havde hun følt sig som en powerwoman bagefter. I få timer. I få dage. Så var alt ramlet.

Susene kom og gik. De fyldte hendes spinkle øregange. Så dem arbejde sig ind i den lille krop. Den lille krop, som ikke skulle ligge her. Den skulle ligge hjemme trygt hos familien med kys fra storebror. Hvorfor var det ham, der lå her i mørket? 

Det hele var startet så smukt og fint. Han havde kigget med de små sammenknebne øjne på hende fra første sekund, de mødtes. Kortvarigt, jovist, men de var blevet forbundne. Hun kunne ikke definere øjenfarven endnu. Den ville komme. Sikkert blå som deres. Mors, fars og storebrors. Men så var det hele blevet gråt, og til sidst så mørkt, at kun sort var mørkere. Dér havde de været. Kort, men de havde været dér.   

“Det må være en virus.”

“Men hvilken?”

“Det ved vi ikke.” 

“I ved det ikke? Så I tror det bare?” Hun kunne høre skeptisk i sin egen stemme. 

“Det er en virus, vi ved bare ikke hvilken, men det giver mening,” svarede lægen med de rare øjne skarpere. 

Nej, tænkte hun. Intet gav mening. 

“Har I tjekket lungerne?”

“Ja, de lyder fine.”

“Hvad med hjertet?”

“Alt lyder fint.”

“Men kan I ikke scanne det? Hvad nu hvis der er et hul?”

“Du må stole på os, når vi siger, at det er en virus.”

Og så gik han. 

Men det var den aften, det første lys langt om længe fandt vej ind i hulen. Kvinden i blåt var dukket op og fjernede superheltemasken. Håbet var blussede op.

Hun havde ringet. Grædt i telefonen. Nu ville det hele blive godt igen. De ville blive ét. Sammen som familie. 

Han havde grædt i den anden ende af røret. Håbet. Set fremtiden. De havde talt længe om det hele. Hun var gået i seng uden at blive nedstirret af de ondskabsfulde, røde øjne. I nat så hun stjerner. De blinkede til hende i lysende, beroligende farver og lullede hende i søvn. 

“Han er ikke klar,” lød meldingen næste morgen. “Han må tilbage.” 

“Hvad?” hendes stemme var grådkvalt, mens hun knugede det lille liv ind til sig. Hans duft var som honning. Sød, og hans hud så blød, når hun kørte næsen langs hans pande.  

“Vi beklager, men vi prøver igen i morgen. Læg ham nu.” 

Prøver? Var det her bare et eksperiment? En øvelse på deres barn? Det kunne ikke passe, at hun følte sig slået tilbage hele tiden. At de følte sig som en forbandede familie under en sort nattehimmel. 

Hun strøg den lille, bløde kind, kyssede hans glatte pande og lagde ham i vuggen igen. 

Normalt elskede hun skoven. Det var hendes og storebrors frirum. Her legede de, fandt kryb under træstubbe og hoppede over små åer i skovbunden. Han var den stolteste storebror i hele verden. Havde glædet sig i månedsvis til, at lillebror skulle komme. Nu var han sur. Ked af det. De havde været på besøg. Ham og far. Storebror ville have lillebror med hjem. Forstod ikke, hvorfor de ikke skulle sove sammen. Hvorfor han ikke kunne nulre i mors hår eller kysse hendes kind, når han vågnede om morgenen. Hun græd. Igen. 

Hun havde krammet ham hårdt, da de skulle gå. Det havde han grint af. Sagt at hun var fjollet, og så havde han husket, at de ikke var fjollede i dag. De var kede af det. Så var han blevet ked af det igen. I bilen havde han skældt far ud.

“Jeg tager bilen i nat, når du sover og henter mor og lillebror selv.” 

“Men det kan du ikke, lille skat. Lillebror har brug for superheltemasken.” 

“Nej, han kan også være superhelt uden en maske. Du er ond!” 

Far havde fortalt hende samtalen samme aften. Imens havde hun hulket og var forsvundet ind i skovens mørke. Skoven som hele tiden fulgte hende og kom tættere på.

Selvom hulen blev lysere, så føltes usikkerheden større end nogensinde før. Hvad nu, hvis de sagde, at alt var okay, og de måtte komme hjem? Hvad nu, hvis de kom hjem, og alt ikke var okay? Hvad nu hvis de kom for tidligt hjem? Hvad nu hvis de slet ikke kom hjem?

Hun ville gerne hjem. Hjem til hverdagen og dem, hun elskede højere end nogensinde før, men hun var bange. Mørket ville ikke slippe, og hvad nu hvis hun også tog mørket med hjem? 

Gulvet bød en orange farve velkommen, der måske i virkeligheden var rød, men det var lyset, der bestemte her. Det var endnu kun en svag solstråle gennem persiennerne, men nok til at lyse rummet en smule op. Stuens vægge dukkede frem – hvide pånær den fjerde væg. Her opdagede hun, at den skov hun længe havde stirret blindt ind i, i virkeligheden blot var udskåret træ, der prydede væggen, muligvis i et forsøg på at gøre stuen mere hyggelig. Måske for at glemme den væg hvorpå de onde, røde øjne havde nedstirret hende i dagevis med deres fangarme, der havde holdt hendes søn fastslås til sengen. Ja, det var jo faktisk bare den væg med ledninger i regnbuens farver og blinkende apparater, der havde holdt hende vågen døgnet rundt. 

“Han er klar,” smilede sygeplejersken. Hun rykkede lidt på sit mundbind, men hendes øjne afslørede smilet under.

“Er du sikker?”

“Helt sikker. Overlægen har kigget på alle tallene. De sidste to dage har han ligget så flot.” Hun koblede ledningerne fra. Masken havde han ikke haft på i to dage, men han var stadig den lille superhelt, der havde båret den i en uge.

Men nu vidste hun, at det ikke betød noget mere. Usikkerheden var ovre, alt var godt, og han var rask. Intet andet betød noget. Hendes lille superhelt kunne endelig være fri. Superhelten uden masken. Inderst inde bankede et sundt hjerte, stærke lunger, og det var det eneste, der betød noget. Helt inderst inde havde superhelten jo slet ikke brug for sin maske. Det havde storebror jo også sagt.

Felix blev født den 20. januar 2022. Fem dage efter fødslen blev vi indlagt på neonantal i en uge pga. corona, vi var blevet smittet med på fødegangen. Jeg skrev den her tekst nogle måneder efter. Under indlæggelsen havde jeg skrevet små notater. De var mørke. Våde af tårer. Sådanne oplevelser sætter livet i perspektiv. Heldigvis for os har Felix været en sej og stærk lille fyr siden fødslen, der elsker at løbe hurtigst, bryde med sin storebror og fjolle i sengen efter sengetid. Vi elsker dig. Vores egen store superhelt.