Boganmeldelse af “Anne Franks dagbog”
Titel: Anne Franks dagbog
Forfatter: Anne Frank
Udgivelses år: 1947
Antal sider: 373
Hvad ville du foretage dig, hvis du ikke måtte gå uden for en dør overhovedet!? Og grunden, til at du ikke måtte gå ud, var, at du var eftersøgt, fordi du havde den forkerte religion, i følge visse mennesker.
Det er den virkelighed jøden Anne Frank må leve med, da familien Frank i 1942 bliver tvunget til at gå under jorden i et baghus i Amsterdam. Nazisterne, med Adolf Hitler i førefront, havde skærpet jagten på jøder, og det var kun timer, det handlede om, før nazisterne også ville banke på familien Franks dør. De var jo allerede mærket med jødestjernen.
Referat:
Året er 1942. Familien Frank, bestående af mor Edith, far Otto, søster Margot og Anne Frank selv, er gået under jorden. De er jøder og et hadet folkefærd. Anne har til sin fødselsdag fået en dagbog, og den begynder hun hastigt og gennemført at skrive i hver dag.
Med sine kun 13 år formår Anne at berette om alt fra hverdagslivet i det skjulet til kærligheden, som den kunne tage sig ud i rammerne for hendes liv på daværende tidspunkt, til hvordan familie indbyrdes havde det med hinanden. Et perspektiv set fra en teenager under Anden Verdenskrig, som havde levet de første 13 år som en fri pige, og måtte leve de sidste to som en fange.
I Baghuset, hvor familien gemte sig, gemte de sig ikke alene. Også en anden familie og en single herre levede side om side med familien Frank.
For hver dag Anne beretter mærkes angsten for at blive opdaget, panikken for at sulte og håbet om, at de snart er et frit folk igen. Det er en fortælling om en ung piges liv, der må siges at tage en uventet og dristig drejning på et tidspunkt, hvor hun blot ville være som alle andre på hendes alder. Fri.
Stjernestøv fra 1 til 5:
✨✨✨✨✨
Anne Franks dagbog er en gennemført og faretruende beretning om livet under Anden Verdenskrig. Livet om et hadet folkefærd grundet forkert tro. Hvis man vil rigtig ind under huden på et menneske, som har siddet indespærret ufrivilligt på lidt plads sammen med mange personer, så er denne bog en fantastisk beretning.
Fortællinger fra et hverdagsliv som det blev levet under ekstreme forhold. Jeg kan ikke andet end at anbefale denne bog, og især når vi i disse tider, selv er et land i undtagelsestilstand grundet en forfærdelig virus, der kan ramme en hvornår det end skulle være. Vi er lukket inde, og vi har brug for at støtte hinanden uden at være der personligt. Med en bog som denne kan man som menneske sætte sig ind i andres svære situationer, og møde den virkelighed der var så gældende på daværende tidspunkt.
En vigtig bog for historien vil jeg bestemt mene! Jeg har ikke læst andre bøger fra Anden Verdenskrig, som skildrer jødernes vilkår så menneskeligt og helt ekstremt personligt, som denne!
Bogen kan læses eller høres på bl.a. Mofibo, Ereolen eller Saxo.
Der er ingen betalt reklame i blogindlægget. Derfor er ovenstående links heller ikke affliateret. Dette er bare ren anbefaling lige fra gyserhjertet og til jer.
God læselyst
admin
Mit navn er Jeanne Goldbech. Jeg er forfatter til bøger i både fantasy og realisme genren. Derudover er jeg også mor, kæreste, husalf, lærer, korrekturlæser og ja, meget mere. Jeg håber, du vil finde, hvad du søger. God læselyst. Forfatter til: 'Evigheden' fra '21 - en novellesamling sammen med 12 andre dygtige forfatter. 'Ikke Lasse' fra marts '24. 'Tikka og Laj'-serien - udkommer i 2024. Fantasy bog for børn og unge - udkommer i 2025.