Boganmeldelse af “Emma”
Titel: Emma
Forfatter: Jane Austen
Udgivelses år: 1815
Antal sider: 482
Har du nogensinde leget Kirsten Giftekniv over for en af dine venner eller veninder? Eller blot været lidt af en wingman for at få to gode personer smedet sammen?
Emma kender alt til dette. Hun læser folk og tror ofte på sine egne evner til at se muligheder i folks karakterer og derved lade kærligheden opstå. Dog er det ikke altid lige nemt, og hvilken pinlighed det ikke må være, hvis man har læst personerne helt forkert!
I Jane Austens “Emma” møder vi en hovedpersoner, der sætter sig selv meget højt og ikke lader sin position gå til spilde på ingenting. Hun er stædig, til tider arrogant, men samtidig også et kærligt væsen, der gerne vil folk det bedste. Dog må dette en gang i mellem blive en udfordring, for med trekantsdramaer, flirterier og uvenskaber er det ikke altid en dans på roser, at skulle være Kirsten Giftekniv i datidens England anno 1800-tallet.
Referat:
Emma Woodhouse er en rigtig Kirsten Giftekniv – hun mener at kunne finde alle og enhver en partner, dog finder hun sig selv alt for god til ægteskabet. Ingen i hele verden vil nogensinde kunne vække hendes interesse nok til at ville indgå i et ægteskab. Hendes far mr. Woodhouse ville til enhver tid også vise sorg over dette. Han ønsker ikke, at hans yngste datter nogensinde skal blive gift og gøre sig afhængig af andre som hans ældste datter, Isabella.
Emma har meget høje tanker om sig selv – storsnudet til tider, og derfor kan hun roligt berolige sine fars nerver. Mr. Woodhouse er nemlig en mand, der ser sygdom og katastrofer alle vegne. Intet er godt nok eller sundt nok end hans eget hus og husholderskes mad.
En dag øjner Emma håb om et muligt ægteskab for sin veninde, Harriet – hun får hende endda til at afslå et ægteskab, der sagtens kunne være kommet veninden til gode og have gjort et godt parti for hendes rang. Men Emma finder ikke dårlige partier til sine venner og veninder, og hun mener selv, at hvis Harriet giftede sig med mr. Martin, som “bare” er en simpel landmand, ja, så ville de aldrig kunne se hinanden igen, for så ville hun være langt under hendes stand.
Derfor forsøger hun at smede Harriet og præsten sammen – dog skal det vise sig, at præsten langt hellere vil smedes sammen med Emma end veninden – det skal Emma dog ikke nyde noget af, så hun afslår ham brat! Her ender et af de mange firnurlige og mærkværdige partier i Emmas hænder. Dog ser Emma mange flere endnu, og Harriet skal hun også nok finde en god mand til, så jagten sættes atter en gang i gang.
Kærlighed eller ej, så fanges man nogle gange i sit eget net, og hvordan ser fremtiden så ud? Det bliver naturligvis Emmas største problem, for hun har lovet aldrig at gifte sig, men hvad nu, hvis hun bliver forelsket? Og vil hun overhovedet turde vove sig ud i noget så vanvittigt som kærliged?
Stjernestøv fra 1 til 5:
✨✨✨
Du skal nyde datidens sprogbrug, finurlige tankegang og opsigtsvækkende lyster, hvis du skal kunne falde for Jane Austens “Emma” fra 1815. Men kan du lide alt dette, så er det bestemt en bog lige til hjertet.
Ingen pludselige og pulsvækkende plots, der får håret til at rejse sig. Tingene går sin gang, og denne gang er jævn og lige fra start til slut. Det er en hyggelig bog, til tider lidt kedelig, fordi Jane Austen klart havde en forkærlighed for lange dialoger. Men som altid formår hun også at puste liv og glade dage i sine karakterer. Der er et hav af sjove, karakteristiske personer, du ikke glemmer lige med det samme. De bringer alt fra glæde til irritation ind i din krop, når du først møder dem og lærer dem at kende.
Alt i alt er det en glimrende bog, men du skal have tålmodighed med den og gerne sætte pulsen helt ned og nyde, den stille og rolige beretning om det bedre borgerskabs liv i 1800-tallet.
Bogen kan læses eller høres på bl.a. Mofibo, Ereolen eller Saxo.
Der er ingen betalt reklame i blogindlægget. Derfor er ovenstående links heller ikke affliateret. Dette er bare ren anbefaling lige fra læserhjertet og til jer.
God læselyst
admin
Mit navn er Jeanne Goldbech. Jeg er forfatter til bøger i både fantasy og realisme genren. Derudover er jeg også mor, kæreste, husalf, lærer, korrekturlæser og ja, meget mere. Jeg håber, du vil finde, hvad du søger. God læselyst. Forfatter til: 'Evigheden' fra '21 - en novellesamling sammen med 12 andre dygtige forfatter. 'Ikke Lasse' fra marts '24. 'Tikka og Laj'-serien - udkommer i 2024. Fantasy bog for børn og unge - udkommer i 2025.