Året 2019

2019 var året, hvor forandringer måtte ske på godt og ondt 🎭

Normalt siger man; “åh, hvor gik det her år dog bare stærkt!”. Det kan jeg ikke, hvilket for mig faktisk er utrolig mærkeligt. Jeg er mor. Tingene går bare stærkt en gang i mellem, men for mig står 2019 som et år, hvor den første halvdel ses i strålende regnbuefarver 🌈Vi fejrede Willas’ 1 års fødselsdag, holdte et brag af en fest til den årlige familie påskefrokost, var på vidunderlige turer med venner og familie og nød hinanden. Efter 10 år gik hr Nymann på knæ d. 18. juni 💍 På vores årsdag ♥️ Det er det mit år skal huskes for, men lige nu er det noget andet, som har sat sine tydelig spor – og det gør mig ked og ærgerlig.

Ligesom i berettermodelen så når man altid til et punkt, hvor tingene jo må tage en drastisk drejning. Fra august begyndte farvepaletten at skifte 🎨 Alt blev mere grumset og mørkt, og jeg må erkende, at jeg har befundet mig i et mørkeland i den tid og frem til nu. I September tog jeg min første stresstest hos lægen. Jeg kom i det, de så fint kalder stressudredning. Jeg blev sygemeldt. Jeg begyndte at tvivle på mig selv. Jeg græd mere end jeg grinte (og jeg griner meget – faktisk). Udefra har jeg nok set glad og tilfreds ud. En af mine mange “talenter”, når det gælder om at passe på mig selv, men inden i var jeg en falden kriger. Stressteste hver fjerde uge, og så kørte møllehjulet ellers bare derudad 😒

Der hvor jeg har måtte arbejde hårdest, det er med mig selv. Mine forventninger til, hvad jeg skal, og hvad jeg ikke skal. Er ordet nej okay? Da min krop (og sind) var hårdest ramt, kunne jeg knap huske, hvordan jeg stavede til mit eget efternavn. Det lyder tit som en joke, og sådan har jeg da også fremført den, men at det faktisk har været en realitet, at jeg næsten har glemt et halvt til et helt år, det gør ondt. Det gør ondt ikke at have lyttet til sig selv i alt for lang tid. Det gør ondt, at man har ladet sig følge med strømmen, fordi det har været det letteste men i sidste ende det sværeste.

Men hvor alle eventyrer, romaner og Hollywoodfilm ser aller darkest ud 🖤kommer der lys 💛 Min læge sagde; “Nu skal vi bare have dig glad igen”, inden jeg forlod en af mine konsultationer, og det var her, jeg besluttede mig for kun at gøre ting, som ville gøre mig glad. Jeg måtte revurdere forskellige ting i min tilværelse. Hvem var jeg? Hvad ville jeg gerne? Hvordan havde jeg det inden i? Hvordan havde jeg det uden på!?
Og pludselig dukkede en lille fe op en dag på Facebook 🧚🏻‍♀️ Hun skrev noget i retning om, at man skulle følge sine drømme og ikke lade sig stoppe af, hvad man selv troede, man ikke kunne, før man havde prøvet det. Lene Dybdahl er forfatter, iværksætter og en kæmpe stor inspirationskilde. Hun er en dygtig formidler, som har åbnet muligheder og tændt en slukket gnist – noget jeg ikke selv havde set komme. Men nogle gange så byder livet på veje, hvor man kun så den tildækket sti til at starte med. Den sti man i hvert fald ikke turde tag, for man anede jo ikke, hvor den ville føre hen.

I 2020 vil være året, hvor jeg sætter mig selv i første række (udover guldet herhjemme – of course) og mærker efter, hvor jeg skal begive mig hen og have det godt.

Jeg har sagt mit job op, fordi jeg ikke længere var glad i faget. Nu skal jeg i stedet forsøge mig med det danske dagpengesystem og forhåbentlig finde mig selv på den rette hylde, hvor alt i mig vil gå hånd i hånd – og hvor jeg vil skrive den bog, jeg altid har drømt om at skrive. For det der gør mig glad. Det er at skrive ✍🏻♥️

Et rigtig godt nytår til jer alle – pas på jer selv 🙏🏻🥂😘