{"id":559,"date":"2024-01-25T08:03:00","date_gmt":"2024-01-25T08:03:00","guid":{"rendered":"http:\/\/jeannegoldbech.dk\/?p=559"},"modified":"2024-01-22T13:34:05","modified_gmt":"2024-01-22T13:34:05","slug":"superhelten-og-de-roede-oejne","status":"publish","type":"post","link":"http:\/\/jeannegoldbech.dk\/?p=559","title":{"rendered":"Superhelten og de r\u00f8de \u00f8jne"},"content":{"rendered":"\n

Jeanne Goldbech <\/strong><\/p>\n\n\n\n

En mors beretning om en m\u00f8rk tid, hvor coronaen ikke bare tog liv, men ogs\u00e5 familier og kr\u00f8llede dem sammen for at rette dem ud igen. Spor er sat, og der rettes, stryges og glattes stadig.<\/em> <\/p>\n\n\n\n

Hun sad helt stille. Lyttede bare til den statiske, susende lyd af luft, der pumpede styrke i det lille liv i sine arme. <\/p>\n\n\n\n

Det mindede hende om dengang, hun pr\u00f8vede indoor skydiving. Larmende. Gr\u00e6nseoverskridende. Overv\u00e6ldende. <\/p>\n\n\n\n

Mens hun sad der og s\u00e5 p\u00e5 ham. Ham, der burde ligge s\u00e5 fredfyldt, men i stedet k\u00e6mpede. S\u00e5 de onde \u00f8jne p\u00e5 hende. De nedstirrede. H\u00e5nede. Hun f\u00f8lte ikke, at hun havde fortjent det. De havde ikke fortjent det. Var der ingen retf\u00e6rdighed til? De havde v\u00e6ret s\u00e5 forsigtige i m\u00e5nedsvis. Faktisk i flere \u00e5r. Og nu hvor det var altafg\u00f8rende, havde tragedien ramt dem. K\u00f8rt dem over og direkte ind i helvede p\u00e5 f\u00e5 timer.\u00a0Et enkelt menneskes fejl. Ikke bevidst, men stadig en fejl, der ikke m\u00e5tte v\u00e6re sket i det mest s\u00e5rbare rum. Det var sket, og nu l\u00e5 de her. Naglet fast til en seng. <\/p>\n\n\n\n

Angstens krampagtige greb trykkede om det hamrende hjerte, hun i dagevis havde fors\u00f8gt at berolige. Det var grusomt. Intet i hele denne verden ville kunne berolige hendes hjerte, f\u00f8r hans var roligt.<\/p>\n\n\n\n

I m\u00f8rket dukkede kvinderne hele tiden op. Uventet. De talte et sprog, hun kendte, men ikke forstod. De kiggede p\u00e5 hende uden en mine. Skulle han v\u00e6k nu? Ville han forsvinde? Lige der midt i hendes arme? <\/p>\n\n\n\n

Hun f\u00f8lte sig gemt v\u00e6k, og han var det eneste, der holdt hende i live lige nu. Kun ham og hans storebror. Det lille liv med den susende maske. Superheltemasken havde storebror kaldt den. <\/p>\n\n\n\n

\u201cHvad skal der ske? Hvorfor skal han have alt det her p\u00e5?\u201d spurgte hun hver gang. <\/p>\n\n\n\n

\u201cVi g\u00f8r det for hans skyld,\u201d svarede de samstemmigt.\u00a0Kvinderne og m\u00e6ndene. <\/p>\n\n\n\n

\u201cMen hvad er det, I g\u00f8r? Se p\u00e5 ham. Han \u2026 hvor er han?\u201d gr\u00e6d hun. Igen. Hun gr\u00e6d s\u00e5 mange t\u00e5rer, at hun stadig blev overrasket over, at hun havde flere tilbage.  <\/p>\n\n\n\n

\u201cDu m\u00e5 stole p\u00e5, at vi ved bedst.\u201d <\/p>\n\n\n\n

Og det gjorde hun. Selvf\u00f8lgelig gjorde hun det, men hvad vidste de? Og hvorfor var hun ikke en del af den viden? Hvorfor talte de ikke til hende p\u00e5 hendes sprog, n\u00e5r de delte deres viden, som n\u00e5r de talte til hende nu? Nu n\u00e5r de beroligede <\/em>hende. Det sagde de i hvert fald, at de gjorde. <\/p>\n\n\n\n

Hun havde ikke v\u00e6ret ude af m\u00f8rket i mange dage. Vidste slet ikke, hvordan der var p\u00e5 den anden side. Mon lyset stadig var t\u00e6ndt d\u00e9r? Da det slukkede hos hende, stoppede hun med at t\u00e6lle dagene. M\u00e5ske var der kun g\u00e5et f\u00e5 dage, m\u00e5ske var det uger. Hun vidste det ikke. Men det bet\u00f8d heller ikke noget nu. I hendes inderste bet\u00f8d kun han noget. Drengen med superheltemasken i hendes arme. Og hans storebror. <\/p>\n\n\n\n

Engang havde hun t\u00e6nkt, at hendes liv ville blive anderledes. Et sundt og veletableret liv med gode v\u00e6rdier og velovervejede beslutninger, hvor far, mor og b\u00f8rn gik h\u00e5nd i h\u00e5nd med frihed og dr\u00f8mme. Men s\u00e5 ramte virkeligheden. Hun vidste pludselig, at det hele havde v\u00e6ret en fantasi, en urealistisk fantasi i hendes hoved. Man var ikke herre over livet. Ikke herre over hvordan livet skulle g\u00e5. Livet var s\u00e5 skr\u00f8beligt, at en enkelt lille uforsigtighed kunne v\u00e6re altafg\u00f8rende. <\/p>\n\n\n\n

\u201cHvorfor sker der ikke noget?\u201d spurgte hun. Denne gang var det manden, der stod foran hende. Ham uden mund, men med de rare \u00f8jne. <\/p>\n\n\n\n

\u201cDet g\u00f8r der. Der sker hele tiden noget.\u201d <\/p>\n\n\n\n

\u201cHvorfor skal han s\u00e5 have ilt?\u201d <\/p>\n\n\n\n

\u201cHans iltm\u00e6tning er ikke god.\u201d <\/p>\n\n\n\n

\u201cMen hvorfor? Er det hjertet?\u201d<\/p>\n\n\n\n

\u201cDet g\u00e5r vi ikke ud fra.\u201d <\/p>\n\n\n\n

\u201cDet g\u00e5r I ikke ud fra? Men I er ikke sikre?\u201d  <\/p>\n\n\n\n

Det lille klap p\u00e5 hendes h\u00e5nd skulle forsikre hende, at alt var godt, men var det det? Var alt godt? For hvis det var det, hvorfor havde hun s\u00e5 hele tiden f\u00f8lelsen af, at han var p\u00e5 vej ud af hendes arme?\u00a0<\/p>\n\n\n\n

\u201cKlarer vi den?\u201d hans stemme var gr\u00f8det. Han havde gr\u00e6dt. Det var h\u00e5rdt ogs\u00e5 at v\u00e6re far. Det var hun sikker p\u00e5. Det gav hende en klump i halsen. Den gled lige s\u00e5 stille forbi mandlerne, hvor den skar i smerte og l\u00e6ngere ned i halsen. <\/p>\n\n\n\n

\u201cDet h\u00e5ber jeg,\u201d svarede hun stille. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. <\/p>\n\n\n\n

\u201cHvad siger l\u00e6gerne?\u201d <\/p>\n\n\n\n

\u201cIkke noget.\u201d Det passede ikke. Hun vidste bare ikke, hvad de havde sagt. Hun kunne ikke huske det. Deres l\u00e6ber havde da bev\u00e6get sig, men hun huskede ikke lyden af deres stemmer. <\/p>\n\n\n\n

\u201cDe m\u00e5 da have sagt noget?\u201d blev han ved. <\/p>\n\n\n\n

\u201cDet har de ogs\u00e5.\u201d <\/p>\n\n\n\n

\u201cMen hvad sagde de s\u00e5? Du bliver n\u00f8dt til at fort\u00e6lle mig, hvad der sker?\u201d Hans frustrerede stemme, gav hende lyst til at sm\u00e6kke r\u00f8ret p\u00e5. Han skulle bare vide, hvordan det var at v\u00e6re sp\u00e6rret inde i m\u00f8rket her alene og uvidende. Han skulle selv pr\u00f8ve, hvordan det var at skulle huske p\u00e5 alt det, de forbandede l\u00e6ger og sygeplejersker hele tiden sagde. Nye meninger, nye r\u00e5d, nye forklaringer. Men virkeligheden var, at det kunne han jo ikke, og hun kunne ikke bebrejde ham. Og faktisk sad han selv i m\u00f8rket. I m\u00f8rket derhjemme. Hos storebror. Udvidende og bekymret. De var begge to i samme b\u00e5d. Kede og bange. Han m\u00e5tte v\u00e6re derhjemme for storebror, og hun m\u00e5tte v\u00e6re her for Superhelten.\u00a0De levede og passede begge p\u00e5 deres dyrebareste guld, bare hver for sig, men de samme bekymringer gravede sig dybere i dem begge. <\/p>\n\n\n\n

\u201cUndskyld.\u201d <\/p>\n\n\n\n

\u201cSelv undskyld,\u201d svarede hun. <\/p>\n\n\n\n

Hun havde v\u00e6ret enorm. V\u00e6ske i h\u00e6nder og f\u00f8dder. B\u00e6kkenet, der konstant skreg af smerte. Og ikke mindst halsbranden, der flammede op, bare hun t\u00e6nkte p\u00e5 noget fedt. Det havde v\u00e6ret k\u00e6rkomment, da veerne endelig var startet. Ventetiden var ovre. Nu var det endelig hendes sidste og endelige tur til at bevise, hvad hun var i stand til. Hvad kvinden var i stand til. Men ogs\u00e5 her havde virkeligheden ramt hende som en hammer direkte i ansigtet. <\/p>\n\n\n\n

\u201cDu klarer det s\u00e5 godt!\u201d <\/p>\n\n\n\n

Det m\u00e5tte v\u00e6re en standard kommentar, som skulle f\u00e5 kvinder til at f\u00f8le sig vedholdende og st\u00e6rke. Men inderst inde br\u00e6ndte angsten, usikkerheden. Hvordan kunne nogen overhovedet komme gennem dette smertehelvede? Men hun var kommet igennem det. Selvf\u00f8lgelig var hun det, og ud var kommet et solskinsbarn p\u00e5 en solbeskinnet januardag. Endnu et barn med lidt sk\u00e6vt hoved, sm\u00e5 \u00f8jne og fortrykket krop, som inden l\u00e6nge ville rette sig ud og vokse sig stor og st\u00e6rk.   <\/p>\n\n\n\n

Naturligvis havde hun f\u00f8lt sig som en powerwoman bagefter. I f\u00e5 timer. I f\u00e5 dage. S\u00e5 var alt ramlet. <\/p>\n\n\n\n

Susene kom og gik. De fyldte hendes spinkle \u00f8regange. S\u00e5 dem arbejde sig ind i den lille krop. Den lille krop, som ikke skulle ligge her. Den skulle ligge hjemme trygt hos familien med kys fra storebror. Hvorfor var det ham, der l\u00e5 her i m\u00f8rket?\u00a0<\/p>\n\n\n\n

Det hele var startet s\u00e5 smukt og fint. Han havde kigget med de sm\u00e5 sammenknebne \u00f8jne p\u00e5 hende fra f\u00f8rste sekund, de m\u00f8dtes. Kortvarigt, jovist, men de var blevet forbundne. Hun kunne ikke definere \u00f8jenfarven endnu. Den ville komme. Sikkert bl\u00e5 som deres. Mors, fars og storebrors. Men s\u00e5 var det hele blevet gr\u00e5t, og til sidst s\u00e5 m\u00f8rkt, at kun sort var m\u00f8rkere. D\u00e9r havde de v\u00e6ret. Kort, men de havde v\u00e6ret d\u00e9r.   <\/p>\n\n\n\n

\u201cDet m\u00e5 v\u00e6re en virus.\u201d<\/p>\n\n\n\n

\u201cMen hvilken?\u201d<\/p>\n\n\n\n

\u201cDet ved vi ikke.\u201d <\/p>\n\n\n\n

\u201cI ved det ikke? S\u00e5 I tror det bare?\u201d Hun kunne h\u00f8re skeptisk i sin egen stemme. <\/p>\n\n\n\n

\u201cDet er<\/em> en virus, vi ved bare ikke hvilken, men det giver mening,\u201d svarede l\u00e6gen med de rare \u00f8jne skarpere. <\/p>\n\n\n\n

Nej, t\u00e6nkte hun. Intet gav mening. <\/p>\n\n\n\n

\u201cHar I tjekket lungerne?\u201d<\/p>\n\n\n\n

\u201cJa, de lyder fine.\u201d<\/p>\n\n\n\n

\u201cHvad med hjertet?\u201d<\/p>\n\n\n\n

\u201cAlt lyder fint.\u201d<\/p>\n\n\n\n

\u201cMen kan I ikke scanne det? Hvad nu hvis der er et hul?\u201d<\/p>\n\n\n\n

\u201cDu m\u00e5 stole p\u00e5 os, n\u00e5r vi siger, at det er en virus.\u201d<\/p>\n\n\n\n

Og s\u00e5 gik han. <\/p>\n\n\n\n

Men det var den aften, det f\u00f8rste lys langt om l\u00e6nge fandt vej ind i hulen. Kvinden i bl\u00e5t var dukket op og fjernede superheltemasken. H\u00e5bet var blussede op. <\/p>\n\n\n\n

Hun havde ringet. Gr\u00e6dt i telefonen. Nu ville det hele blive godt igen. De ville blive \u00e9t. Sammen som familie. <\/p>\n\n\n\n

Han havde gr\u00e6dt i den anden ende af r\u00f8ret. H\u00e5bet. Set fremtiden. De havde talt l\u00e6nge om det hele. Hun var g\u00e5et i seng uden at blive nedstirret af de ondskabsfulde, r\u00f8de \u00f8jne. I nat s\u00e5 hun stjerner. De blinkede til hende i lysende, beroligende farver og lullede hende i s\u00f8vn. <\/p>\n\n\n\n

\u201cHan er ikke klar,\u201d l\u00f8d meldingen n\u00e6ste morgen. \u201cHan m\u00e5 tilbage.\u201d <\/p>\n\n\n\n

\u201cHvad?\u201d hendes stemme var gr\u00e5dkvalt, mens hun knugede det lille liv ind til sig. Hans duft var som honning. S\u00f8d, og hans hud s\u00e5 bl\u00f8d, n\u00e5r hun k\u00f8rte n\u00e6sen langs hans pande. \u00a0<\/p>\n\n\n\n

\u201cVi beklager, men vi pr\u00f8ver igen i morgen. L\u00e6g ham nu.\u201d <\/p>\n\n\n\n

Pr\u00f8ver? Var det her bare et eksperiment? En \u00f8velse p\u00e5 deres barn? Det kunne ikke passe, at hun f\u00f8lte sig sl\u00e5et tilbage hele tiden. At de f\u00f8lte sig som en forbandede familie under en sort nattehimmel. <\/p>\n\n\n\n

Hun str\u00f8g den lille, bl\u00f8de kind, kyssede hans glatte pande og lagde ham i vuggen igen. <\/p>\n\n\n\n

Normalt elskede hun skoven. Det var hendes og storebrors frirum. Her legede de, fandt kryb under tr\u00e6stubbe og hoppede over sm\u00e5 \u00e5er i skovbunden. Han var den stolteste storebror i hele verden. Havde gl\u00e6det sig i m\u00e5nedsvis til, at lillebror skulle komme. Nu var han sur. Ked af det. De havde v\u00e6ret p\u00e5 bes\u00f8g. Ham og far. Storebror ville have lillebror med hjem. Forstod ikke, hvorfor de ikke skulle sove sammen. Hvorfor han ikke kunne nulre i mors h\u00e5r eller kysse hendes kind, n\u00e5r han v\u00e5gnede om morgenen. Hun gr\u00e6d. Igen.\u00a0<\/p>\n\n\n\n

Hun havde krammet ham h\u00e5rdt, da de skulle g\u00e5. Det havde han grint af. Sagt at hun var fjollet, og s\u00e5 havde han husket, at de ikke var fjollede i dag. De var kede af det. S\u00e5 var han blevet ked af det igen. I bilen havde han sk\u00e6ldt far ud.<\/p>\n\n\n\n

\u201cJeg tager bilen i nat, n\u00e5r du sover og henter mor og lillebror selv.\u201d <\/p>\n\n\n\n

\u201cMen det kan du ikke, lille skat. Lillebror har brug for superheltemasken.\u201d <\/p>\n\n\n\n

\u201cNej, han kan ogs\u00e5 v\u00e6re superhelt uden en maske. Du er ond!\u201d <\/p>\n\n\n\n

Far havde fortalt hende samtalen samme aften. Imens havde hun hulket og var forsvundet ind i skovens m\u00f8rke. Skoven som hele tiden fulgte hende og kom t\u00e6ttere p\u00e5.<\/p>\n\n\n\n

Selvom hulen blev lysere, s\u00e5 f\u00f8ltes usikkerheden st\u00f8rre end nogensinde f\u00f8r. Hvad nu, hvis de sagde, at alt var okay, og de m\u00e5tte komme hjem? Hvad nu, hvis de kom hjem, og alt ikke var okay? Hvad nu hvis de kom for tidligt hjem? Hvad nu hvis de slet ikke kom hjem? <\/p>\n\n\n\n

Hun ville gerne hjem. Hjem til hverdagen og dem, hun elskede h\u00f8jere end nogensinde f\u00f8r, men hun var bange. M\u00f8rket ville ikke slippe, og hvad nu hvis hun ogs\u00e5 tog m\u00f8rket med hjem? <\/p>\n\n\n\n

Gulvet b\u00f8d en orange farve velkommen, der m\u00e5ske i virkeligheden var r\u00f8d, men det var lyset, der bestemte her. Det var endnu kun en svag solstr\u00e5le gennem persiennerne, men nok til at lyse rummet en smule op. Stuens v\u00e6gge dukkede frem – hvide p\u00e5n\u00e6r den fjerde v\u00e6g. Her opdagede hun, at den skov hun l\u00e6nge havde stirret blindt ind i, i virkeligheden blot var udsk\u00e5ret tr\u00e6, der prydede v\u00e6ggen, muligvis i et fors\u00f8g p\u00e5 at g\u00f8re stuen mere hyggelig. M\u00e5ske for at glemme den v\u00e6g hvorp\u00e5 de onde, r\u00f8de \u00f8jne havde nedstirret hende i dagevis med deres fangarme, der havde holdt hendes s\u00f8n fastsl\u00e5s til sengen. Ja, det var jo faktisk bare den v\u00e6g med ledninger i regnbuens farver og blinkende apparater, der havde holdt hende v\u00e5gen d\u00f8gnet rundt. <\/p>\n\n\n\n

\u201cHan er klar,\u201d smilede sygeplejersken. Hun rykkede lidt p\u00e5 sit mundbind, men hendes \u00f8jne afsl\u00f8rede smilet under.<\/p>\n\n\n\n

\u201cEr du sikker?\u201d<\/p>\n\n\n\n

\u201cHelt sikker. Overl\u00e6gen har kigget p\u00e5 alle tallene. De sidste to dage har han ligget s\u00e5 flot.\u201d Hun koblede ledningerne fra. Masken havde han ikke haft p\u00e5 i to dage, men han var stadig den lille superhelt, der havde b\u00e5ret den i en uge.<\/p>\n\n\n\n

Men nu vidste hun, at det ikke bet\u00f8d noget mere. Usikkerheden var ovre, alt var godt, og han var rask. Intet andet bet\u00f8d noget. Hendes lille superhelt kunne endelig v\u00e6re fri. Superhelten uden masken. Inderst inde bankede et sundt hjerte, st\u00e6rke lunger, og det var det eneste, der bet\u00f8d noget. Helt inderst inde havde superhelten jo slet ikke brug for sin maske. Det havde storebror jo ogs\u00e5 sagt. <\/p>\n\n\n\n

Felix blev f\u00f8dt den 20. januar 2022. Fem dage efter f\u00f8dslen blev vi indlagt p\u00e5 neonantal i en uge pga. corona, vi var blevet smittet med p\u00e5 f\u00f8degangen. Jeg skrev den her tekst nogle m\u00e5neder efter. Under indl\u00e6ggelsen havde jeg skrevet sm\u00e5 notater. De var m\u00f8rke. V\u00e5de af t\u00e5rer. S\u00e5danne oplevelser s\u00e6tter livet i perspektiv. Heldigvis for os har Felix v\u00e6ret en sej og st\u00e6rk lille fyr siden f\u00f8dslen, der elsker at l\u00f8be hurtigst, bryde med sin storebror og fjolle i sengen efter sengetid.<\/em> Vi elsker dig.<\/em> Vores egen store superhelt. <\/em><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Jeanne Goldbech En mors beretning om en m\u00f8rk tid, hvor coronaen ikke bare tog liv, men ogs\u00e5 familier og kr\u00f8llede dem sammen for at rette dem ud igen. Spor er sat, og der rettes, stryges og glattes stadig. Hun sad helt stille. Lyttede bare til den statiske, susende lyd af luft, der pumpede styrke i det lille liv i sine arme.  Det mindede hende om dengang, hun pr\u00f8vede indoor skydiving. Larmende. Gr\u00e6nseoverskridende. Overv\u00e6ldende.  Mens hun sad der og s\u00e5 p\u00e5 ham. Ham, der burde ligge s\u00e5 fredfyldt, men i stedet k\u00e6mpede. S\u00e5 de onde \u00f8jne p\u00e5 hende. De nedstirrede. H\u00e5nede. Hun f\u00f8lte ikke, at hun havde fortjent det. De havde ikke fortjent det. Var der ingen retf\u00e6rdighed til? De havde v\u00e6ret s\u00e5 forsigtige i m\u00e5nedsvis. Faktisk i flere \u00e5r. Og nu hvor det var altafg\u00f8rende, havde tragedien ramt dem. K\u00f8rt dem over og direkte ind i helvede p\u00e5 f\u00e5 timer.\u00a0Et enkelt menneskes fejl. Ikke bevidst, men stadig en fejl, der ikke m\u00e5tte v\u00e6re sket i det mest s\u00e5rbare rum. Det var sket, og nu l\u00e5 de her. Naglet fast til en seng. Angstens krampagtige greb trykkede om det hamrende hjerte, hun i dagevis havde fors\u00f8gt at berolige. Det var grusomt. Intet i hele denne verden ville kunne berolige hendes hjerte, f\u00f8r hans var roligt. I m\u00f8rket dukkede kvinderne hele tiden op. Uventet. De talte et sprog, hun kendte, men ikke forstod. De kiggede p\u00e5 hende uden en mine. Skulle han v\u00e6k nu? Ville han forsvinde? Lige der midt i hendes arme? Hun f\u00f8lte sig gemt v\u00e6k, og han var det eneste, der holdt hende i live lige nu. Kun ham og hans storebror. Det lille liv med den susende maske. Superheltemasken havde storebror kaldt den.  \u201cHvad skal der ske? Hvorfor skal han have alt det her p\u00e5?\u201d spurgte hun hver gang.  \u201cVi g\u00f8r det for hans skyld,\u201d svarede de samstemmigt.\u00a0Kvinderne og m\u00e6ndene. \u201cMen hvad er det, I g\u00f8r? Se p\u00e5 ham. Han \u2026 hvor er han?\u201d gr\u00e6d hun. Igen. Hun gr\u00e6d s\u00e5 mange t\u00e5rer, at hun stadig blev overrasket over, at hun havde flere tilbage.   \u201cDu m\u00e5 stole p\u00e5, at vi ved bedst.\u201d  Og det gjorde hun. Selvf\u00f8lgelig gjorde hun det, men hvad vidste de? Og hvorfor var hun ikke en del af den viden? Hvorfor talte de ikke til hende p\u00e5 hendes sprog, n\u00e5r de delte deres viden, som n\u00e5r de talte til hende nu? Nu n\u00e5r de beroligede hende. Det sagde de i hvert fald, at de gjorde.  Hun havde ikke v\u00e6ret ude af m\u00f8rket i mange dage. Vidste slet ikke, hvordan der var p\u00e5 den anden side. Mon lyset stadig var t\u00e6ndt d\u00e9r? Da det slukkede hos hende, stoppede hun med at t\u00e6lle dagene. M\u00e5ske var der kun g\u00e5et f\u00e5 dage, m\u00e5ske var det uger. Hun vidste det ikke. Men det bet\u00f8d heller ikke noget nu. I hendes inderste bet\u00f8d kun han noget. Drengen med superheltemasken i hendes arme. Og hans storebror. Engang havde hun t\u00e6nkt, at hendes liv ville blive anderledes. Et sundt og veletableret liv med gode v\u00e6rdier og velovervejede beslutninger, hvor far, mor og b\u00f8rn gik h\u00e5nd i h\u00e5nd med frihed og dr\u00f8mme. Men s\u00e5 ramte virkeligheden. Hun vidste pludselig, at det hele havde v\u00e6ret en fantasi, en urealistisk fantasi i hendes hoved. Man var ikke herre over livet. Ikke herre over hvordan livet skulle g\u00e5. Livet var s\u00e5 skr\u00f8beligt, at en enkelt lille uforsigtighed kunne v\u00e6re altafg\u00f8rende.  \u201cHvorfor sker der ikke noget?\u201d spurgte hun. Denne gang var det manden, der stod foran hende. Ham uden mund, men med de rare \u00f8jne.  \u201cDet g\u00f8r der. Der sker hele tiden noget.\u201d  \u201cHvorfor skal han s\u00e5 have ilt?\u201d  \u201cHans iltm\u00e6tning er ikke god.\u201d  \u201cMen hvorfor? Er det hjertet?\u201d \u201cDet g\u00e5r vi ikke ud fra.\u201d  \u201cDet g\u00e5r I ikke ud fra? Men I er ikke sikre?\u201d   Det lille klap p\u00e5 hendes h\u00e5nd skulle forsikre hende, at alt var godt, men var det det? Var alt godt? For hvis det var det, hvorfor havde hun s\u00e5 hele tiden f\u00f8lelsen af, at han var p\u00e5 vej ud af hendes arme?\u00a0 \u201cKlarer vi den?\u201d hans stemme var gr\u00f8det. Han havde gr\u00e6dt. Det var h\u00e5rdt ogs\u00e5 at v\u00e6re far. Det var hun sikker p\u00e5. Det gav hende en klump i halsen. Den gled lige s\u00e5 stille forbi mandlerne, hvor den skar i smerte og l\u00e6ngere ned i halsen.  \u201cDet h\u00e5ber jeg,\u201d svarede hun stille. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige.  \u201cHvad siger l\u00e6gerne?\u201d  \u201cIkke noget.\u201d Det passede ikke. Hun vidste bare ikke, hvad de havde sagt. Hun kunne ikke huske det. Deres l\u00e6ber havde da bev\u00e6get sig, men hun huskede ikke lyden af deres stemmer.  \u201cDe m\u00e5 da have sagt noget?\u201d blev han ved.  \u201cDet har de ogs\u00e5.\u201d  \u201cMen hvad sagde de s\u00e5? Du bliver n\u00f8dt til at fort\u00e6lle mig, hvad der sker?\u201d Hans frustrerede stemme, gav hende lyst til at sm\u00e6kke r\u00f8ret p\u00e5. Han skulle bare vide, hvordan det var at v\u00e6re sp\u00e6rret inde i m\u00f8rket her alene og uvidende. Han skulle selv pr\u00f8ve, hvordan det var at skulle huske p\u00e5 alt det, de forbandede l\u00e6ger og sygeplejersker hele tiden sagde. Nye meninger, nye r\u00e5d, nye forklaringer. Men virkeligheden var, at det kunne han jo ikke, og hun kunne ikke bebrejde ham. Og faktisk sad han selv i m\u00f8rket. I m\u00f8rket derhjemme. Hos storebror. Udvidende og bekymret. De var begge to i samme b\u00e5d. Kede og bange. Han m\u00e5tte v\u00e6re derhjemme for storebror, og hun m\u00e5tte v\u00e6re her for Superhelten.\u00a0De levede og passede begge p\u00e5 deres dyrebareste guld, bare hver for sig, men de samme bekymringer gravede sig dybere i dem begge. \u201cUndskyld.\u201d  \u201cSelv undskyld,\u201d svarede hun.  Hun havde v\u00e6ret enorm. V\u00e6ske i h\u00e6nder og f\u00f8dder. B\u00e6kkenet, der konstant skreg af smerte. Og ikke mindst halsbranden, der flammede op, bare hun t\u00e6nkte p\u00e5 noget fedt. Det havde v\u00e6ret k\u00e6rkomment, da veerne endelig var startet. Ventetiden var ovre. Nu var det endelig hendes sidste og endelige tur til at bevise, hvad hun var i stand til. Hvad kvinden var i stand til. Men ogs\u00e5 her havde virkeligheden ramt hende som en hammer direkte i ansigtet.  \u201cDu klarer det s\u00e5 godt!\u201d  Det m\u00e5tte v\u00e6re en standard kommentar, som skulle f\u00e5 kvinder til at f\u00f8le sig vedholdende og st\u00e6rke. Men inderst inde br\u00e6ndte angsten, usikkerheden. Hvordan kunne nogen overhovedet komme gennem dette smertehelvede? Men hun var kommet igennem det. Selvf\u00f8lgelig var hun det, og ud var kommet et solskinsbarn p\u00e5 en solbeskinnet januardag. Endnu et barn med lidt sk\u00e6vt hoved, sm\u00e5 \u00f8jne og fortrykket krop, som inden l\u00e6nge ville rette sig ud og vokse sig stor og st\u00e6rk.    Naturligvis havde hun f\u00f8lt sig som en powerwoman bagefter. I f\u00e5 timer. I f\u00e5 dage. S\u00e5 var alt ramlet. Susene kom og gik. De fyldte hendes spinkle \u00f8regange. S\u00e5 dem arbejde sig ind i den lille krop. Den lille krop, som ikke skulle ligge her. Den skulle ligge hjemme trygt hos familien med kys fra storebror. Hvorfor var det ham, der l\u00e5 her i m\u00f8rket?\u00a0 Det hele var startet s\u00e5 smukt og fint. Han havde kigget med de sm\u00e5 sammenknebne \u00f8jne p\u00e5 hende fra f\u00f8rste sekund, de m\u00f8dtes. Kortvarigt, jovist, men de var blevet forbundne. Hun kunne ikke definere \u00f8jenfarven endnu. Den ville komme. Sikkert bl\u00e5 som deres. Mors, fars og storebrors. Men s\u00e5 var det hele blevet gr\u00e5t, og til sidst s\u00e5 m\u00f8rkt, at kun sort var m\u00f8rkere. D\u00e9r havde de v\u00e6ret. Kort, men de havde v\u00e6ret d\u00e9r.    \u201cDet m\u00e5 v\u00e6re en virus.\u201d \u201cMen hvilken?\u201d \u201cDet ved vi ikke.\u201d  \u201cI ved det ikke? S\u00e5 I tror det bare?\u201d Hun kunne h\u00f8re skeptisk i sin egen stemme.  \u201cDet er en virus, vi ved bare ikke hvilken, men det giver mening,\u201d svarede l\u00e6gen med de rare \u00f8jne skarpere.  Nej, t\u00e6nkte hun. Intet gav mening.  \u201cHar I tjekket lungerne?\u201d \u201cJa, de lyder fine.\u201d \u201cHvad med hjertet?\u201d \u201cAlt lyder fint.\u201d \u201cMen kan I ikke scanne det? Hvad nu hvis der er et hul?\u201d \u201cDu m\u00e5 stole p\u00e5 os, n\u00e5r vi siger, at det er en virus.\u201d Og s\u00e5 gik han.  Men det var den aften, det f\u00f8rste lys langt om l\u00e6nge fandt vej ind i hulen. Kvinden i bl\u00e5t var dukket op og fjernede superheltemasken. H\u00e5bet var blussede op. Hun havde ringet. Gr\u00e6dt i telefonen. Nu ville det hele blive godt igen. De ville blive \u00e9t. Sammen som familie.  Han havde gr\u00e6dt i den anden ende af r\u00f8ret. H\u00e5bet. Set fremtiden. De havde talt l\u00e6nge om det hele. Hun var g\u00e5et i seng uden at blive nedstirret af de ondskabsfulde, r\u00f8de \u00f8jne. I nat s\u00e5 hun stjerner. De blinkede til hende i lysende, beroligende farver og lullede hende i s\u00f8vn.  \u201cHan er ikke klar,\u201d l\u00f8d meldingen n\u00e6ste morgen. \u201cHan m\u00e5 tilbage.\u201d  \u201cHvad?\u201d hendes stemme var gr\u00e5dkvalt, mens hun knugede det lille liv ind til sig. Hans duft var som honning. S\u00f8d, og hans hud s\u00e5 bl\u00f8d, n\u00e5r hun k\u00f8rte n\u00e6sen langs hans pande. \u00a0 \u201cVi beklager, men vi pr\u00f8ver igen i morgen. L\u00e6g ham nu.\u201d  Pr\u00f8ver? Var det her bare et eksperiment? En \u00f8velse p\u00e5 deres barn? Det kunne ikke passe, at hun f\u00f8lte sig sl\u00e5et tilbage hele tiden. At de f\u00f8lte sig som en forbandede familie under en sort nattehimmel.  Hun str\u00f8g den lille, bl\u00f8de kind, kyssede hans glatte pande og lagde ham i vuggen igen.  Normalt elskede hun skoven. Det var hendes og storebrors frirum. Her legede de, fandt kryb under tr\u00e6stubbe og hoppede over sm\u00e5 \u00e5er i skovbunden. Han var den stolteste storebror i hele verden. Havde gl\u00e6det sig i m\u00e5nedsvis til, at lillebror skulle komme. Nu var han sur. Ked af det. De havde v\u00e6ret p\u00e5 bes\u00f8g. Ham og far. Storebror ville have lillebror med hjem. Forstod ikke, hvorfor de ikke skulle sove sammen. Hvorfor han ikke kunne nulre i mors h\u00e5r eller kysse hendes kind, n\u00e5r han v\u00e5gnede om morgenen. Hun gr\u00e6d. Igen.\u00a0 Hun havde krammet ham h\u00e5rdt, da de skulle g\u00e5. Det havde han grint af. Sagt at hun var fjollet, og s\u00e5 havde han husket, at de ikke var fjollede i dag. De var kede af det. S\u00e5 var han blevet ked af det igen. I bilen havde han sk\u00e6ldt far ud. \u201cJeg tager bilen i nat, n\u00e5r du sover og henter mor og lillebror selv.\u201d  \u201cMen det kan du ikke, lille skat. Lillebror har brug for superheltemasken.\u201d  \u201cNej, han kan ogs\u00e5 v\u00e6re superhelt uden en maske. Du er ond!\u201d  Far havde fortalt hende samtalen samme aften. Imens havde hun hulket og var forsvundet ind i skovens m\u00f8rke. Skoven som hele tiden fulgte hende og kom t\u00e6ttere p\u00e5. Selvom hulen blev lysere, s\u00e5 f\u00f8ltes usikkerheden st\u00f8rre end nogensinde f\u00f8r. Hvad nu, hvis de sagde, at alt var okay, og de m\u00e5tte komme hjem? Hvad nu, hvis de kom hjem, og alt ikke var okay? Hvad nu hvis de kom for tidligt hjem? Hvad nu hvis de slet ikke kom hjem? Hun ville gerne hjem. Hjem til hverdagen og dem, hun elskede h\u00f8jere end nogensinde f\u00f8r, men hun var bange. M\u00f8rket ville ikke slippe, og hvad nu hvis hun ogs\u00e5 tog m\u00f8rket med hjem?  Gulvet b\u00f8d en orange farve velkommen, der m\u00e5ske i virkeligheden var r\u00f8d, men det var lyset, der bestemte her. Det var endnu kun en svag solstr\u00e5le gennem persiennerne, men nok til at lyse rummet en smule op. Stuens v\u00e6gge dukkede frem – hvide p\u00e5n\u00e6r den fjerde v\u00e6g. Her opdagede hun, at den skov hun l\u00e6nge havde stirret blindt ind i, i virkeligheden blot var udsk\u00e5ret tr\u00e6, der prydede v\u00e6ggen, muligvis i et fors\u00f8g p\u00e5 at g\u00f8re stuen mere hyggelig. M\u00e5ske for at glemme den v\u00e6g hvorp\u00e5 de onde, r\u00f8de \u00f8jne havde nedstirret hende i dagevis med deres fangarme, der havde holdt hendes s\u00f8n fastsl\u00e5s til sengen. Ja, det var jo faktisk bare den v\u00e6g med ledninger i regnbuens farver og blinkende apparater, der havde holdt hende v\u00e5gen d\u00f8gnet rundt.  \u201cHan er klar,\u201d smilede sygeplejersken. Hun rykkede lidt p\u00e5 sit mundbind, men hendes \u00f8jne afsl\u00f8rede smilet under. \u201cEr du sikker?\u201d \u201cHelt sikker. Overl\u00e6gen har kigget p\u00e5 alle tallene. De sidste to dage har han ligget s\u00e5 flot.\u201d Hun koblede ledningerne fra. Masken havde han ikke haft p\u00e5 i to dage, men…<\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":560,"comment_status":"open","ping_status":"open","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"_jetpack_newsletter_access":"","_jetpack_dont_email_post_to_subs":false,"_jetpack_newsletter_tier_id":0,"_jetpack_memberships_contains_paywalled_content":false,"_jetpack_feature_clip_id":0,"_jetpack_memberships_contains_paid_content":false,"footnotes":"","jetpack_post_was_ever_published":false},"categories":[24],"tags":[315,316,309,304,313,310,311,306,314,312,308,305,318,307,317],"class_list":["post-559","post","type-post","status-publish","format-standard","has-post-thumbnail","hentry","category-pusterummet","tag-astma","tag-astmatiskbronkitis","tag-boerneafdeling","tag-corona","tag-coronabarn","tag-foedeafdeling","tag-foedestue","tag-indlaeggelse","tag-lungebarn","tag-morogbarn","tag-moerketider","tag-neonantal","tag-senfoelger","tag-spaedboern","tag-oerebarn"],"jetpack_sharing_enabled":true,"jetpack_featured_media_url":"http:\/\/jeannegoldbech.dk\/wp-content\/uploads\/2024\/01\/415105560_2026694814376514_6660332717212356220_n.jpg","_links":{"self":[{"href":"http:\/\/jeannegoldbech.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/559","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"http:\/\/jeannegoldbech.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"http:\/\/jeannegoldbech.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/jeannegoldbech.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/jeannegoldbech.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=559"}],"version-history":[{"count":9,"href":"http:\/\/jeannegoldbech.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/559\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":569,"href":"http:\/\/jeannegoldbech.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/559\/revisions\/569"}],"wp:featuredmedia":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/jeannegoldbech.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/media\/560"}],"wp:attachment":[{"href":"http:\/\/jeannegoldbech.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=559"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"http:\/\/jeannegoldbech.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcategories&post=559"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"http:\/\/jeannegoldbech.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Ftags&post=559"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}